|
Firmaet MYC4 har præsenteret danskerne for et helt nyt koncept. Kort fortalt går det ud på, at man som almindelig forbruger kan udlåne penge til afrikanske entreprenører og forretningsdrivende, som med ny kapital får mulighed for at konsolidere eller udvide deres forretning.
Nedenfor kan du læse om de erfaringer, Pengesagen.dk gjorde, da vi testede konceptet over en fire måneder lang periode. Til sidst kan du se en samlet vurdering af fordele og ulemper ved projektet.
MYC4 testen
Som bruger vælger du selv, hvad renten på lånet skal være (fra 0% til 50%). Beløbet, man låner ud, kan være så lidt som 5 EURO (svarer til ca. 40 danske kroner). Man vælger selv om lånet skal være anonymt eller ej.
Pengesagen.dk foretog sine første udlån ud fra den betragtning, at den almindelige dansker, der ikke nødvendigvis har interesse i investeringer eller kendskab til diverse fagudtryk, skulle kunne være med.
Vi gav derfor vores udvalgte testperson et beløb og bad hende uden nærmere instruktion om at forvalte pengene, som hun ville. Nedenfor kan du følge rapporterne fra testperioden.
2. april 2009
Det er første dag med vores case study. Vi har netop oprettet en konto hos MYC4 og indsat et beløb. Beløbet er indsat i EURO og indbetalt med et almindeligt VISA dankort.
Når man opretter et udlån, vælger man selv præcist, hvem man ønsker at låne penge til. Man kan f. eks vælge mellem forretningsdrivende i syv forskellige afrikanske lande som Tanzania, Uganda og Senegal. Man kan også søge efter låntagere ud fra en række andre kriterier, såsom køn, størrelse på virksomheden eller industri - og det kan praktisk talt være alt lige fra fiskeri til finans.
Vi har valgt at fordele vores investering ud på tre afrikanske forretningsdrivende.
Den ene af de tre er en forretningsmand, Ssengoma Juma, som bor i Uganda med sin familie. Her driver han en lille forretning der handler med tøj til både mænd og kvinder. Han ønsker at optage lån for at øge sin kapital og give sin virksomhed en indsprøjtning.

Vi har udlånt et beløb til Ssengoma Juma og de to andre afrikanske virksomheder til 10% i rente.
Indtil videre er vores indtryk af hele forløbet positivt. Det er et stort plus, at man kan se hvem man låner penge ud til. Det er ikke bare en anonym transaktion, hvor penge skifter hænder mellem unavngivne parter. Man kan rent faktisk se et billede af den man vælger at låne til, og læse lidt mere om personens ønsker. Det giver et personligt islæt, der virker rigtigt godt.
Skal vi nævne noget negativt, kan tallene i den enkeltes profil være lidt svære at tolke, hvis man er en almindelig forbruger, der måske ikke har den store interesse i tal og investeringer. Men det er heller ikke påkrævet, at man forstår alt, for at bruge MYC4.
Der vil nu gå nogle uger, inden lånene evt. bliver accepteret af Ssengoma Juma og de to øvrige afrikanske låntagere.
23. april 2009
Vi har netop modtaget en mail fra MYC4, der bekræfter at det første lån netop er blevet accepteret af en af de 3 afrikanske entreprenører. Vi var i forvejen bekendt med, at ventetiden fra lånene blev oprettet, til de evt. ville blive accepteret, ville være på omkring tre uger.
29. april 2009
Vi har i dag modtaget bekræftelse på, at alle tre lån nu er accepteret. Samtidigt fremgår det nu, at den første tilbagebetalingsdato forfalder d. 28 maj.
28. maj 2009
I dag har vi modtaget første tilbagebetaling, men indtil videre kun på et ud af de tre udlån vi har foretaget. Det er Ssengoma Juma, der har betalt første afdrag på sit lån tilbage til tiden. Vi afventer en nærmere melding omkring tilbagebetalingen på de to øvrige lån.
3. juni 2009
Vi har ikke modtaget information omkring tilbagebetaling på de to øvrige lån, hvor tilbagebetaling forfaldt d. 28 maj. Det synes heller ikke umiddelbart at være gennemskueligt ud fra brugerfladen på MYC4, hvorvidt tilbagebetaling af lånene blot er forsinkede eller om der er tale om andre årsager.
Efterfølgende finder vi dog ud af, at det på den enkelte låntagers profil fremgår hvorvidt der er tale om forsinkelser. De specifikke information i denne funktion synes dog ikke at stemme overens med de faktiske tilbagebetalinger. F. eks står der for en låntager at en tilbagebetaling er på vej til tiden mens to er forsinkede. Det kan vi ikke umiddebart få til at stemme overens med at at denne låntager i realiteten har betalt to rater tilbage, som begge var forsinkede.
Vi bruger derfor denne funktion primært til at få en overordnet fornemmelse af om den pågældende låntager er forsinket med tilbagebetalingerne eller ej.
Derudover præsenteres denne information sammen med noget mere overordnet information omkring låntagerens tilbagebetalinger, som kan være svær at gennemskue for de fleste almindelige forbrugere.
Man bør naturligvis på forhånd være klar over, at der ikke er nogen garantier med denne form for udlån, men som bruger bør man kunne forvente at blive holdt godt informeret omkring sin investering. Det må kunne gøres lidt bedre.
8. juni 2009
Første tilbagebetaling på et af de to forsinkede lån er nu indløbet.
15. juni 2009
Første tilbagebetaling på det sidste forsinkede lån er nu indløbet.
Vi har hermed modtaget første tilbagebetaling på alle tre udlån vi har foretaget gennem MYC4. Tilbagebetaling faldt altså med 2½ uges forsinkelse for det sidste lån. Det har været en anelse genererende for den samlede oplevelse med MYC4. Man kunne måske fra starten gøre det meget klart, at forsinkelse på tilbagebetalinger er almindeligt forekommende.
8. juli
Vi har modtaget anden tilbagebetaling på to ud af de tre lån.
1. August
Vi modtager stadig løbende tilbagebetalinger på vores udlån - men det varierer stadig, hvorvidt betalinger falder til tiden.
Status ved testens afslutning
Vi har indtil videre fået tilbagebetalinger på alle tre udlån. Som nævnt varierer det, hvorvidt vi modtager tilbagebetaling til tiden. Det er lidt utrygt, første gang en tilbagebetaling ikke falder til tiden - men nu har vi efterhånden vænnet os til, at sådan er det nu engang.
I de tilfælde går vi ind på vores MYC4 konto og får bekræftet at den pågældende låntager er forsinket med tilbagebetalinger. Dette er naturligvis ikke en garanti for at der blot er tale om en forsinkelse, men det har indtil videre været tilfældet hver gang.
Vi har ikke forsøgt at hæve vores gevinst endnu, det venter vi med til vi har et større beløb - hvis da ikke vi vælger blot at geninvestere vores gevinst.
Fordele:
Det er spændende og ikke mindst givende at være med til at investere sine penge på en måde der er med til at skabe vækst i Afrika
Personligt islæt
Det kan give ekstra penge på bankkontoen
Ulemper:
Visse ting kan være svære at forstå for en person, der ikke har den store forstand på tal og investeringer. F. eks får pengesagen.dk en mail i forbindelse med tilbagebetaling på et lån hvor der står: Gains/Losses on Currency Exchange - your share: €-0.22. Ikke en information, der umiddelbart kan tydes af vores testperson.
Tilbagebetalinger falder ofte ikke til aftalt tid
Samlet vurdering
Kan MYC4 anbefales? Vi mener klart ja.
Vi håber dog at se forbedringer i MYC4's brugerflade. Det er som sådan ret nemt at bruge, men alligevel kan brugerfladen give anledning til forvirring, og mange aspekter kan være svære at forstå for en almindelig forbruger.
Det er heldigvist ikke strengt nødvendigt at man forstår alt, men vi savner et lidt enklere overblik. F. eks når man logger på MYC4 vil det være rart at lande direkte på en let forståelig side, hvor kun de væsentligste informationer om vores udlån er samlet.
MYC4 vinder dog på selve konceptet og det faktum at det rent faktisk fungerer efter hensigten, dog med visse fejl og mangler. |