Som set / hørt på
 

Vælg det rigtige realkreditlån

Realkreditlån er den type lån man tager i et realkreditinstitut. Et realkreditlån kan kun bruges til at finansiere din bolig, da det er et krav, at lånet har sikkerhed i fast ejendom. Realkreditlån er altid baseret på handlen med obligationer - også selvom der findes realkreditlån, der bliver kaldt "kontantlån". Du kan læse mere om obligationslån her på siden.  
 
Obligationsbørsen 
Et realkreditinstitut er ikke en bank, men et pengeinstitut der udelukkende lever af at sælge realkreditlån. Men det er ikke realkreditinstituttets penge du låner, i virkeligheden er de nemlig kun formidlere på obligationsmarkedet imellem dig, og dem, der vil købe dine obligationer og dermed i realiteten låne dig pengene. Når du optager et realkreditlån udsteder realkreditinstituttet obligationer, som andre kan købe og dermed afgøre kursen. Der er strenge regler for, hvordan man må udbyde realkreditlån - du kan for eksempel kun tage et realkreditlån på 80 % af værdien af det hus du vil købe. Ved sommerhuse er det kun 60 %. Resten må du låne i banken.  
 
Mange forskellige muligheder 
Der findes mange forskellige typer af realkreditlån. Du kan blandt andet vælge mellem fast eller variabel rente, 20 eller 30 til at betale tilbage, og om du vil betale afdrag eller kun renter. Derfor er det vigtigt, at du ser dig grundigt for, når du vil optage et realkreditlån. Du skal være opmærksom på, at bankerne ofte er økonomisk forbundne med realkreditinstitutterne, og derfor tjener dig selv penge på dit lån. Derfor er din bankrådgiver ikke en uvildig rådgiver, men en part der selv har en interesse i sagen.  
 
Billige realkreditlån 
Realkreditlån er som regel den billigste måde at finansiere din bolig på. Realkreditlånene har en lavere rente end banklån, fordi de kun kan udstedes imod sikkerhed i din bolig. Derfor er der en meget lille risiko for, at pengene ikke kommer ind igen. Hvis du ikke kan betale afdragene på lånet, kan du blive tvunget til at sælge din bolig.  
 
Sådan får du rabat 
For dig som boligkøber er der stort set ingen forskel på, hvilket realkreditinstitut du vælger. Lånetyperne er fast regulerede og alle selskaberne tilbyder stort set den samme rente. Men i og med at realkreditinstitutterne har aftaler med bankerne, betyder det noget for din bank, hvilket selskab du vælger. Det kan du bruge til at forhandle nogle fordele i din egen bank. Du skal tilbyde at optage realkreditlånet i det realkreditinstitut din bank arbejder sammen med - til gengæld for at de tilbyder dig en fordelagtig rente på det banklån du oftest skal bruge til at finansiere resten af din bolig.  
 
Hvad skal du betale? 
Terminsydelsen på et realkreditlån består af afdrag, rente og bidrag. Bidraget udgør en procentdel af restgælden og er realkreditinstituttets måde at tjene penge på lånet. Bidragssatsen afhænger dels af lånetypen og dels af, hvor stor en del af boligens værdi der er belånt. Afdragene og renterne sender realkreditinstituttet videre til dem, der har købt obligationerne. På den måde er realkreditinstituttet bindeleddet mellem dig og investorerne. Du kan også som privat investere i obligationer. På den måde er det andres rente på boliglån du modtager.  
Renten kan du enten vælge at lægge helt fast, gøre variabel eller variabel med et loft. Du kan læse mere om variabel eller fast rente her på siden. Desuden kan du vælge at kun betale renterne i starten af lånets løbetid.  
 
Fordele:  
- Billig boligfinansiering 
- Mange muligheder 
 
Ulemper:  
- Komplicerede regler 
- Kun mulighed for delvis finansiering af bolig